Om forfatteren til

Angelika og Dixies rejse

Lotte Julius Jensen

Forfatter Lotte Jensen i en kasse på stranden ved vesterhavet

Det hele begyndte med, at mine biologiske forældre mødtes ved et busstoppested i Nykøbing Falster – eller – måske mødtes de jo i virkeligheden før, men deres sympati for hinanden kom til udtryk ved busstoppestedet en dag i februar i 1960érne.

Han var tjener, rødhåret med elvisfrisure, høj og charmerende. Hun var kun lige blevet 17 år, havde lært hvordan hun kunne stikke af hjemme fra Lolland og komme til Nykøbing Falster, hvor hun kunne mødes med ham i smug. Jeg blev født og eksporteret via en annonce i Jyllands-Posten.

Jeg voksede op i Holstebro, men Randers kom ligeledes til at spille en stor betydning i mit liv da jeg tilbragte hver sommer her, hos min mormor og morfar. Randers fjord var et hit for mig, både at sejle på sammen med morfar når han satte ruser, men jeg kunne også stå i min mormor og morfars xl køkkenhave og alt imens jeg guffede ærter kunne jeg se de store coastere sejle ind mod Randers havn. En fortryllende tid, også fordi min morfar som gartner havde alt hvad et barnehjerte kunne begære af sommerfrugter, killinger i udhusene og hos naboen slagteren, kunne jeg som nabo gå over og få en rød pølse i hånden, frisk fra disk.

Man kan sige at min uddannelse og mit arbejdslivs flow har været tilfældig – og så alligevel ikke – en rød tråd har der dog været.

Min første uddannelse blev som typotekniker på bogtrykkeri. Næppe var jeg udlært før dette fag var teknologisk reformeret og genopstandelsen blev ny computerteknologi, dagslyskameraer og grafisk forbund endte som en del af HK, hvorefter stillingsbetegnelsen blev grafiker og en anden blev opfundet: desktopper.

Sådan kom 90érne i høj grad til at tilegne mig mange færdigheder og erfaringer om visuelle virkemidler og computere. I 2002 kom den skriftlige formidling mere på banen, da jeg fik en uddannelse som skrivetolk for døvblevne og hørehæmmede. Jeg følte det givende i, at kunne gøre en forskel for andre og derfor drager jeg stadig gerne ud på den slags opgaver.

Forfatter Lotte Jensen
Forfatter Lotte Jensen på en pæl ved havet

Jeg elsker engle, drager, nymfer, feer og alle mulige andre væsner, fordi de har fyldt meget i min fantasiverden siden jeg var barn. At læse “Hobitten” var en af mine største oplevelser som barn og jeg elskede den underliggende humor, som denne fantastiske fortælling indeholdt. Hvordan kunne jeg næsten selv lade være med at skrive forskellige væsner ind i mit eget eventyr.

Jeg har aldrig sluppet det visuelle og udover at være kreativ med tegning, maling mm. blev jeg vild med de digitale muligheder og da markedsføring altid har været en ”sjov” gren for mig at arbejde med, så har jeg genoptaget denne arbejdsgren igen.

Hvordan jeg kom til at skrive en børnebog blev foranlediget af coronakrisen – jeg mistede alt mit arbejde. Da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle lave, tegnede jeg og lavede små historier til tegningerne. Jeg læste en historie højt for en veninde og hun syntes så godt om den, at hun kraftigt opfordrede mig til at fortsætte historien. Det gjorde jeg så, og det blev til Angelika og Dixies rejse. Bog nummer to er allerede i støbeskeen og den bliver sandsynligvis lige så spændende som nummer 1.

Vinemanda bager hjertekager

Om Angelika og Dixies rejse

Dragen Dixies spiser hjertefrugt

Menneskers fantasiverden sammenkædet med egne oplevelser og livserfaringer har skabt mange fantastiske eventyr. H.C. Andersens eventyr kan vi alle relatere til, da vi sandsynligvis alle kender mindst én af hans fortællingers karakterer – det er vidunderlig læsning.

I børns verden er ALT muligt! Det er fascinerende, men alt er faktisk også muligt i min verden, og derfor er dette også en del af rejsen med Angelika og Dixie. At være adoptivbarn har fyldt meget i mit liv, helt indtil de senere voksenår, hvor jeg så en dybere sammenhæng i denne begivenhed. Derfor er dette også et budskab til børn, at selvom man føler sig anderledes kan der være en mening med, at man er hvor man er, og kærligheden kan opstå alle steder.

Jeg håber at du og dit barn vil fornøje jer med læsning af Angelika og Dixies rejse og også komme til at glæde jer til, at læse den næste bog om Angelika og Dixie.

Angelika og Dixie, der spiser hjertefrugt

Det siger læsere om bogen

***

En bog med mange dejlige budskaber.

Mor til 7-årig

***

***

En spændende bog med mange finurlige og dejlige tegninger, der sætter gang i fantasien.

Bedstemor

***

Fantastiske illustrationer i hele bogen!

Morfar

***

Vil du i kontakt med mig?

14 + 14 =

error: Content is protected !!