Gå til afsnit

Kapitel 1

Angelika og Dixie

Ja, man kunne næsten ikke tro det, når man så det, men englen Angelika havde sin egen drage!
Det er jo noget sjovt noget, det med engle, for de er her altid og har altid været her; uden vi kan se dem, selvfølgelig.
De var her, da din oldemor var en lille pige, ja og din tipoldemor, og din tiptip-oldemor og din tip tip tip tip…  ja, sådan kunne vi blive ved, men du forstår sikkert, hvad jeg mener.
Angelika kunne heller ikke helt huske hvor gammel hun var, måske var hun 5000 år gammel eller 6000 år? Nå, det er lige meget, for dét er slet ikke vigtigt. Dét, der er vigtigt, er nemlig lige NU, lige præcis dette NU, hvor du er her.
Dragen Dixie var blevet Angelikas bedste ven og hjælper. Drager kan jo godt være nogle frygtind­gydende og gnavne dyr, som spyr ild omkring sig og brøler højt. Sådan var Dixie slet ikke, fordi inde i Angelikas smukke himmelhave fodrede hun Dixie med hjertefrugt, lys og glæde.
Dixie var så fyldt op af kærlighed og glæde, at der intet gnavent var tilbage i ham.
Angelika havde fundet Dixie for 1035 år siden i en forladt himmelhave. Dixie havde ligget under et stort skyggefuldt træ, og selvom den kun var en lille drage, spyede den både ild og knurrede ad Angelika. Angelika var ikke engel for ingenting, så hun talte pænt og kærligt til Dixie og gav ham 3 hjertefrugter, som han kunne spise. Herefter havde Dixie fået tillid til Angelika og var kravlet op på hendes skød og faldet i dyb søvn.
Da Dixie var helt alene uden en mor, besluttede Angelika sig for at tage Dixie med hjem til sin egen himmelhave. Her kunne hun se efter ham og fodre ham med flere hjertefrugter.
Engle taler kun hjerternes sprog, og derfor vidste Angelika også, at en gnaven lille drage ville blive en glad lille drage i hendes himmelhave. Hvis du ikke ved hvad hjerternes sprog er, så tænk på nogen du kender, som du synes forstår dig rigtig godt, hver gang du snakker med dem.
Dixie fik det rigtig godt i Angelikas himmelhave, og han elskede Angelikas gode hjertefrugter, som hun dryssede i en jævn strøm fra sin hånd. Lige så snart der var brug for flere hjertefrugter, ja, så var der flere hjertefrugter.

Kapitel 2

Angelikas have

Som alle andre engle vidste Angelika, at faste rutiner – altså noget man gør helt på samme måde hver dag, giver glæde i kroppen. Da Angelika kunne se alt fra sin himmelhave og havde fulgt en menneskemand fra han blev født til han nu var 95 år gammel, kunne hun se, at han hver dag i hele sit liv havde spist havregrød kl. 7 om morgenen. Lige meget hvad der var sket i mandens liv, var han altid glad indvendig, fordi han vidste, hvad han skulle starte sin dag med. Der findes ingen lykke i havregrød, men stor glæde i, at vide hvad man skal – og hvornår.
Angelika gjorde det samme og fulgte faste rutiner året rundt. Selvom der ingen bestemte tider er i himlen, og der altid var lyst og lunt og skønt i Angelikas himmelhave og alting kunne gro altid, så havde hun for hyggens skyld valgt at følge jordens årstider, og netop denne dejlige dag var en forårsdag, og derfor var det såtid i himmelhaven.
Da alting kan gro i en himmelhave, så havde Angelika, foruden de smukkeste blomster, også valgt at dyrke tanker. Hvert år plantede Angelika tanker, som hun kunne høste og have på lager, og det var naturligvis kun lyse, positive, glade og opløftende tanker, hun dyrkede. Det var næsten blevet hendes vigtigste arbejde, og hun havde masser af gode tanker på lager, som hun kunne hjælpe både Dixie og andre væsner med.
Når en lille dreng eller pige nede på jorden var ked af det eller tænkte dårligt om sig selv, så kunne hun sende dem en meget bedre tanke, og hvis de greb den ud af den blå luft, så begyndte de at tænke bedre om sig selv, og derved blev de også gladere.
Eller når voksne mennesker tænkte det værste om alle andre, så kunne Angelika lige få dem på bedre tanker, ved at sende dem nogle mere positive tanker fra lageret. Nogle gange greb de tankerne og andre gange gjorde de ikke.
Angelika smed også nogle gange en glad tanke hen til Dixie for, som hun sagde: ”Du bliver, som du tænker, så du kan lige så godt tænke dig glad og venlig, og hvem har lyst til at være sammen med en gnaven drage”!
Se dét kunne Dixie godt forstå og spiste derfor Angelikas glade tanker, mens han hyggede sig med, at han var venlig og rar at være sammen med.

Kapitel 3

Badeenglen Gabriella

Der er mange ting, der er meget nemmere, når man bor i himlen. For eksempel har man slet ikke brug for mobiltelefoner! Hvis man vil i kontakt med nogen, skal man bare lukke øjnene, trække vejret dybt ned i maven, flere gange, og tænke intenst på personen. Vupti så er man i kontakt med hinanden. Det samme gælder, hvis man vil et andet sted hen, så skal man bare gøre det samme og så forestille sig, at man allerede er der. Vupti, så er man der!
Det var også den måde Angelika brugte, når hun skulle besøge sin bedste veninde, badeenglen Gabriella.
Gabriella brød sig ikke om noget som helst, der var farligt eller ubehageligt. Det måtte helst ikke være for vådt, for koldt, for varmt eller for den sags skyld for mørkt. Nej, så ville hun hellere nyde livet på sin himmelstrand. Men Gabriella var sød og sjov, og derfor nød Angelika også at besøge Gabriella på hendes skønne himmelstrand.
Fordi Gabriella var en badeengel, havde hun naturligvis altid badevinger på. Angelika havde derimod havevinger, så hun skulle altid huske at tage sine badevinger med, når hun besøgte Gabriella, så hun kunne bade, hvis hun fik lyst til det.
Alle engle har deres specielle talenter, ligesom når du er god til noget bestemt. Gabriella kunne se alt hvad der var under vand i hele universet, uden dykkerbriller vel at mærke! Og hun vidste mere om følelser end nogen anden. Derfor var det altid godt at kende Gabriella, hvis der var noget under vandet, der skulle reddes, eller nogen der skulle hjælpes til at flyde ovenpå, eller hvis man havde en tung følelse, så kunne Gabriella også hjælpe med at finde ud af, hvorfor man havde den, og hvad man skulle gøre ved den.
Nogle gange måtte Angelika og Gabriella ned på jorden for at hjælpe mennesker, og når de var afsted, tilbragte dragen Dixie og Gabriellas himmelhund Lexie som regel dagen ved stranden.
Man skulle måske tro, at en drage og en hund ville kede sig alene ved standen en hel dag, men næh nej, de to gravede masser af himmelhuller, sejlede i hjertebåde på vandet og spillede himmelbold med hinanden. Alt dette, indtil de faldt i søvn under en himmelpalme og bare ventede på, de to engle skulle komme hjem igen.
Gabriella var aldrig bange for, at Dixie og Lexie skulle drukne, for hun havde lavet det sådan, at alt, undtagen fisk, flød oven på vandet.
Fiskene ved Gabriellas himmelstrand var i øvrigt også både farverige og hjælpsomme væsner, der til enhver tid satte gællerne i bevægelse for at hjælpe, hvis det var nødvendigt. Sommetider sad Dixie og Lexie bare og snakkede lidt, mens de nød deres hjertefrugter. De talte tit om, hvor Dixie mon kom fra, og hvordan Dixie mon var havnet i den forladte himmelhave, hvor Angelika havde fundet ham.